Cloud & Infrastruktur

Debatten er ikke længere for eller imod cloud. Moden infrastrukturledelse regner pr. arbejdsbelastning: hvad koster denne opgave i drift her, hvad koster den der, og hvordan ser tallet ud ved dobbelt belastning og om tre år. Nogle svar peger mod cloud, andre hjem igen, og begge kan være rigtige.

De store udbydere har fjernet eller sænket gebyrerne for at flytte data ud, blandt andet fordi EU har presset på. Det gør exit billigere, men kun for dem, der har designet, så exit er mulig. En arkitektur, der er vævet ind i én udbyders særtjenester, flytter ikke med et gebyr på nul.

Vi lægger omkostningsbilledet frem, før aftalen indgås: faste og variable omkostninger, belastningsscenarier og prisen for at fortryde. Det tal ændrer ofte beslutningen, og det er netop derfor, det sjældent står i tilbuddet.

Kravene til net- og informationssikkerhed er ikke længere en hensigtserklæring. NIS2 er dansk lov, tilsynet er i gang, og ansvaret ligger hos ledelsen personligt. Samtidig stiller flere og flere kunder og myndigheder spørgsmålet om, hvor data ligger, og hvem der i sidste ende kan kræve adgang til dem.

Det gør arkitekturvalg til complianceposter og omvendt. Segmentering, central logning, styrede administratoradgange og dokumenterede genetableringstider er ikke længere noget, man kan vælge til for de fleste, det er noget, man skal kunne fremvise.

Den gode nyhed er, at kravene i alt væsentligt beskriver ordentligt håndværk. En infrastruktur, der er beskrevet som kode, logget centralt og afprøvet ved genskabelse, opfylder det meste af papirarbejdet som biprodukt. Vi bygger substansen først og lader dokumentationen følge af den.

I mange organisationer er infrastruktur stadig en kø: man skriver en sag, venter, og får et miljø, der ligner det forrige, men ikke helt. Den model taber til en, hvor de gængse behov er automatiserede som selvbetjening, og hvor et nyt miljø er et kald, ikke en forhandling.

Målestokken for god drift har ændret sig tilsvarende. Det interessante tal er ikke antallet af servere, men hvor lang tid der går fra en ændring er besluttet, til den er i drift, hvor ofte den fejler, og hvor hurtigt der kan genetableres, målt og ikke skønnet.

Automatisering er ikke et mål i sig selv. Målet er, at ændringer bliver en ikke-begivenhed, så opmærksomheden kan bruges på det, infrastrukturen skal bære, i stedet for på infrastrukturen selv.